Kolyma var for Stalin, hvad Auschwitz var for Hitler. Det værste lejrsystem i et i forvejen umenneskelig undertrykkelsessystem. Man skal være varsom med sammenligninger, men selvom der er mange forskelle mellem KZ og GULAG systemerne, så var der også mange ligheder.

Helt grundlæggende, er der en meget væsentlig forskel på Kolyma og Auschwitz: Vi har langt bedre dokumentation for nazisternes forbrydelser i Auschwitz, mens materialet, relativt, er meget beskedent, når det handler om Kolyma og store dele af historien går snart i graven med de sidste overlevende, hvis vi ikke gør en indsats og jeg håber, at jeg vil få midlerne til at kunne fortsætte med dette arbejde.

Ekspeditioner ind i fortiden

For at kunne fortælle historien om Kolyma, er vi nødt til at basere os på mundtlige overleveringer i udstragt grad. Mange arktiver er gået til grunde, andre er lukkede (dette kan tiden dog løse) og meget arkivmateriale er forfalsket. Men mundtlige vidnesbyrd er usikre. Selv gårsdagens nyheder, kan være vanskelige at huske og her er tale om begivenheder, der fandt sted for 50-75 år siden (Kolyma/Magadan blev anlagt 22. april 1932). Derfor behøves også udstrakt brug af "arkæologi", sådan at forstå, at ekspeditioner ind til de gamle lejre er uundværlige, for at kunne be- eller afkræfe mange af de gamle historier.

Nemt at forklare

Mit projekt går ud på, at få midler til at indsamle og bearbejde materiale i primært Magadanregionen i det allerøstligste Rusland, hvor Kolyma, eller Dalstroi, som lejrsystemet retteligt hed, havde sit center, samt at tage til de lande, hvor der eksisterer materiale, der kan bryges til at krydschecke de russiske kilder. Disse er primært USA, Japan, Storbritannien og Polen.

I projektet skal gerne være midler til at arbejde fuld tid på emnet i to år. Det bliver jeg, en lokal historiker i Magadan, en tolk, en studenterhjælp i Vesten og evt. en studenterhjælp i Rusland.

Det er klart, at tre til fire nok så dygtige folk ikke kan kortlægge en million fangers komplette historie på to år, men med de fornødne midler, vil det være muligt at komme godt i bund med den samlede og kronologiske historie for hele lejrsystemet i Kolyma og store huller i vores nuværende viden, kan blivet lukket.

Hvorfor bruge vestlige penge på det?

Skulle det ikke være russerne selv, der driver denne forskning? Jo, men det sker ikke, for tiderne er vanskelige i Rusland i dag. Al forskning i Kolymas historie er stort set ophørt og desværre, inden den nogensinde rigtigt fik begyndt.

Selvfølgeligt burde russerne bruge midler på at fortælle historien om deres egne forfædres lidelser. Det skylder de virkeligt deres egen oprindelse at gøre og så længe russerne ikke kommer overens med deres frygtelige baggrund, vil kimen til nye imperialistiske eventyr altid ulme latent i dette ellers så fantiske land.

Sikkerhedspolitisk har vi dermed en direkte interesse i den historie, russerne selv burde forske i, men vi bør også gøre det, fordi der er tale om verdenshistorie. Alene Kolymas enorme omfang, gør det til verdenshistorie, men også ofrenes nationaliteter understreger min påstand. I Kolyma var der tusinder af russere, ukrainere, polakker, hviderussere, baltere og mange finner, nordmænd, svenskere, tyskere, kinesere, japanere og enkelte danskere, amerikanere, hollændere, spaniere, italienere og rumænere. Hertil kommer de nationaliteter jeg ikke kender til.

Det færdige resultat

Projektet har to hovedmål. Det væsentligste er at sikre materialets overlevelse. Derfor vil alt indsamlet materiale gå til organisationen Memorials arkiver (link), så det er sikret for eftertiden og forskere kan få adgang til det.

Det andet ben er formidling. Det første resultat, når projektet afsluttes, bliver en bog, baseret på det store materiale jeg vil få (det er allerede stort) og der efter artikler, filmindslag, foredrag, udstillinger m.m., forhåbentligt både i Danmark og i andre lande. Memorial ønsker f.eks. at udgive min bog i Rusland.

Din støtte er vigtig

Jeg håber derfor, at du vil reklamere for mit projekt og tale for, at jeg skal modtage midler, så Kolymas historie ikke bliver glemt. Det skylder ofrene og os selv som anstændige mennesker, uafhængigt af snævre partipolitiske hensyn.

Gå til siden for bidrag

På forhånd tak for din støtte.

Næste: Støtteerklæringer

Klik på banneret, for at komme til siderne om foredrag.

Jurij Lvovitj Fidelgolts på dagen for hans frigivelse fra arbejdslejren i Alaskinskaja, ca. 1.000 km. nord for Magadan. Vi skylder ham og hans lidelsesfæller, at fortælle historien om de rædsler, de var udsat for. Dels som for at opnå et minimum af retfærdighed og dels for at modvirke, at det sker igen. Jurij Lvovitj har været en stor kilde til mange af de informationer, jeg har fået om Kolyma. Foto: Jurij Lvovitj Fidelgolts.