Kolyma - Op til 1991
Kolyma: Det hvide krematorium
|
|||
|
|||
|
|||
|
|||
Da GULAG blev opløst, blev Dalstroi omstruktureret. NKVD folkene blev overført til politikorpsene, administrative stillinger i det ændrede Dalstroi sendt på pension eller sat ind i den nye civile administration af Magadanregionen, der i starten bestod af den nuværende Magadanregion plus det nuværende Tjukotka. Andre områder af Dalstroi gik til Jakutien og Kamchatka. Lejradministrationen for de fanger, der endnu var der, og de nye der kom til, blev styret af USTVIL, den normale administration af fængsler i Sovjetunionen og i dag i Rusland.
Hæren, luftvåbnet og flåden uder Dalstroi gik til de respektive værn og blev herefter styret på normal vis fra Moskva. Dalstroiskibene kom ind under FESCO, Far Eastern Shipping Company. "Djurma" sejlede f.eks. her frem til 1968. Det sidste fangeskib, "Odessa", blev ophugget i 2004, så det eneste, der er tilbage, er en smule jern fra skibet "Dalstroi", som eksplo-derede i 1946 i Nakhodka. Jernstykket kan ses på museet i Nakhodka by. Det eneste der var tilbage af Dalstroi i 1958, var selve minedriften, og da også denne del af Dalstroi blev lukket i 1968, kom minerne ind under ministeriet for naturressoucer, hvor det fortsat befinder sig. Folkene fulgte med, og i stedet for NKVD-uniformer, fik de i første omgang blot nogle andre uniformer for ministeriet, og senere gik de i civil. Selve minedriften blev overført til nogle statslige kombinater, som siden er blevet solgt til private ejere. Kolyma gøres attaktiv Når staten er til for folket i socialismens tjeneste, så går det ikke, ideologisk set, at benytte økonomiske incitamenter. Men det blev man nødt til, for man manglede folk i Kolyma. Man lovede adgang til at købe bil efter få år. Man lovede fortrinsret i boligkøen i attraktive byer, hvis man opholdt sig nogle år derude. Man sikrede, at butikkerne var fyldt med varer i Kolyma. Alligevel havde folk ikke lyst til at bo der. I en meget populær film, "Diamantarmen", slår en mand fra Kolyma ud med armene og betaler for en masse mad og vodka for de øvrige gæster på et krydstogt. I det hele taget er han festens centrum, indtil han blev så meget revet med af den gode stemning, at han sagde: "Næste gang må I besøge mig!". Der blev helt stille og en af de andre festdeltagere sagde bestemt: "Vi vil gerne mødes igen, men det skal være HER!!!" - Dette var så langt, man kunne gå i 1968 med at henvise til at Kolyma var et ubehageligt sted.
Roman Ivanovitj, som var politisk officer, holder en tale i Susuman midt i Kolyma. Efter hver partikongres i Moskva, skulle han udlægge "teksten" for lokalafdelingen af partiet. Roman fik ordre om, at melde sig "frivilligt" til at flytte fra Moskva til Kolyma, da man manglede folk derude i starten af 1960'erne. Maleri venligst stillet til rådighed af Roman Ivanovitj Pavluk.
Prøve i Gorkiteatret i 1960'erne. Foto venligst stillet til rådighed af Gorkiteatret, Magadan.
En frivillig til Kolyma
Roman var vagt som værnepligtig i transitlejren i Nakhodka, nær Vladivostok, hvor han oprindeligt var fra. Han havde tjeneste fra 1946 og da han var færdig i 1948, besluttede han sig for, at han lige så godt kunne blive i vagtsystemet og få en politisk skoling og uddannelse inden for partiet. Han må have troet på systemet og parolerne, også i Stalintiden, men det var noget, han var meget forsigtig med at fortælle om under interviewet. Det gode ved den politiske uddannelse var, at den foregik i Moskva, den mest attraktive by af alle i Sovjetunionen, hvor det var næsten umuligt at komme til at bo. Roman klarede sig godt og blev leder inden for Komsomol, ungkommunisterne. Imidlertid manglede man folk i Kolyma, og derfor ønskede man fra systemets side, at unge fra Komsomol gjorde et godt eksempel og meldte sig frivilligt til at flytte derud og få jobs i guldminerne. Da Roman var leder, pålagde man ham at vise et godt eksempel for de øvrige Komsomoller, og derfor skulle han melde sig "frivilligt". Roman kom til at bo i Susuman. Her boede han i over 30 år og nåede at få rang af oberst som politisk officer i USVITL, altså blandt fangevogterne. Her stiftede han familie og nød respekt blandt byens spidser, som var hhv. byens borgmester og direktøren for Susumanzoloto (altså "Susumanguld"). Dog kunne han f.eks. ikke slippe for at tage på "frivilligt" stormarbejde med f.eks. at høste kål i de lokale kollektivlandbrug.
En af de mange fanger, lige efter han blev frigivet fra Omtjag. Hvad skulle han foretage sig? Han fik et job som bygningsarbejder i nabominen, Matrosovo, hvor han var nogle måneder, før han fik et job i selve Magadan. Her bor han fortsat. Foto venligst stillet til rådighed af Vassili Ivanovich Kovaljov.
Forfatteren (th.) foran KPSS' nye hovedkontor i Magadan. Bygningen blev aldrig bygget færdig, før Sovjetunionen var ophørt med at eksistere. Bygningen blev revet ned lige efter årtusindskiftet, og i 2008 bliver en helt ny katedral indviet på dette sted. Det var her, at Dalstrois første hovedkontor var placeret. Foto: Jens Alstrup, Søren Søgaard Jørgensen og Morten Østergaard, 1996.
Hospitalet for fanger i Debin, blev først omdannet til tuberkulosehospital i den ene fløj, teknisk skole i den anden fløj og kulturhus i midtersektionen. Senere, dvs. i løbet af 1980'erne, blev den tekniske skole lukket, og i 1990'erne blev også kulturhuset lukket. I dag er det hele hospital, men kun dele af den store bygning er i brug. Her sidder en af tuberkolosepatienterne på hospitalet. Foto: Jens Alstrup 2007.
De gamle fanger
Fangerne var dybt afhængige af at blive rehabiliterede. Uden det, var de udelukket fra de gode uddannelser, attraktive jobs, medlemsskab af partiet (hvilket blev oplevet som en hård straf for mange overbeviste kommunister), og deres børn kunne opleve at blive mobbet i skolen og afskåret fra en videre-gående uddannelse og jobs inden for strategiske områder. Mange fik aldrig deres rehabilitering. Næste: Tiden efter Sovjetunionen
Fanger og vogtere som naboer
På spørgsmålet om, hvordan det var at bo side om side med de fanger, der havde haft så frytelige ophold i lejrene, sagde Roman: "De tidligere fanger respekterede os." Det måtte han vel mene, og til dels har han ret. Fangerne var godt klar over, at mange vagter havde deres funktioner for selv at overleve og andre, som f.eks. Roman, havde ikke haft nogen valgmulighed. For andre tidligere fanger var "respekten" til at overse. En tidligere fange hvæsede: "Jeg kan huske, hvordan de så ud! Jeg husker dem så godt, så om jeg så skal vente med at få hævn til den næste verden, så vil jeg kunne genkende dem!" Vagterne fik status som krigsveteraner. Et vist antal år som vagt i lejrene gav status til bestemte niveauer for krigsmedaljer, som igen er bestemmende for pensionen. Det betyder, at de fleste fangevogtere får dobbelt pension, som tak for deres tjeneste "i kampen mod fascismen". Alligevel føler mange af de gamle folk fra systemet sig som ofre. Op gennem tiderne i Sovjetunionen var det dem og deres egne, der skrev historien og bestemte nationens udvikling. De var respekterede borgere og nød høj anseelse. I dag får de ganske vist deres forhøjede pension, som endda er forbedret betydeligt under præsident Putin, mens fangerne intet får, men anseelsen til paraderne, tildeling af æresbevisninger, invitationer fra fjerne byer til at deltage i mindehøjtideligheder osv. er ophørt, og de sidder i deres små lejligheder og føler sig forladte og foragtede. |