Den turbolente tid under Jeltsin

Det var et komplet fallitbo, som præsident Jeltsin overtog i 1991, da Sovjetunionen endeligt kollapsede, og dels havde han ikke megen erfaring i at etablere en markedsøkonomi, og dels blev alle initiativer blokeret i politisk infight med de gamle kommunister. De reformer, der rent faktisk blev gennemført, blev ofte modvirket eller fik direkte negative følger, som et resultat af komplet skrupelløse folk, der alene arbejdede i systemet for egen vinding.

Dette ramte ekstra hårdt i yderområderne. Den nye økonomi gav i det mindste blot en smule fremdrift i de store byer, hvor de nyrige satte deres bytte i omløb, men i Magadan var der intet i omløb. Guldpriserne var meget lave i disse år, hvor prisen var gået fra godt 600 USD i 1980 til under 300 USD i slutningen af 1990'erne.

Da jeg selv var i området i 1996 og 1997, lignede Kolyma næsten en krigszone. Der lå affald overalt i Magadan by, landsbyerne var ramt af dyb fattigdom og selv almindelige mennesker kunne ligne vaneforbrydere. Mange landsbyer var forladte og befolkningstallet var mere end halvveret på ganske få år for hele regionen. Kun nogle enkelte guldgravere udefra søgte lykken i Kolyma ved at grave guld om sommeren og bo i f.eks. Moskva forår og efterår og opholde sig i Sochi ved Sortehavet om vinteren. Det lød måske tillokkende, men det var en hård tilværelse.

Stabilisering og tiden med Putin

Udflytningen fra landsbyerne i nord fortsætter. En by som Elgen, der ellers var ganske stor og ikke mindst berømt pga. Jevgenia Ginzburg, der var der som fange i lange tider, lukkede i januar 2008, hvor den sidste borgmester forlod byen. Tilbage er kun en enkelt farmer og nogle få jægere og guldgravere. Overalt er billedet det samme.

Mange flytter ind til nærmeste rigtige by. For Elgens vedkommende bliver det til Jagodnoe. Men også her er affolkningen stor. Tidligere var der tre skoler i Jagodnoe. Den ene med sovesale til de børn, der kom fra udstederne, men udstederne eksisterer ikke mere, og derfor var internatskolen den første som lukkede. Man har moderniseret den ene af de to andre skoler og om få år, forventer man at lukke den anden skole, så kun den moderniserede står tilbage.

Magadan by er vokset en smule fra ca. 90.000 indbyggere i 1996, til ca. 105.000 i år 2007. Vægsten skyldes tilflytningen fra nord og ikke tilvækst fra andre egne i Rusland, og der er fortsat langt op til de 152.000 der boede her i 1989.

Guldminerne er kommet godt i gang igen. Guldprisen kom godt over 600 USD i 2007 og lige nu (februar 2008) nærmer prisen sig 900 USD pr. ounce, men de klager til gengæld over oliepriserne. Neksikanminen nær Susuman yder ca. 500-550 kg. rent guld om året, men brændstofforbruget er over 5.000 tons, og så kan man selv regne ud, at oliepriserne giver store skår i glæden.

Gør man noget for veteranerne i Rusland? Ja, man giver dobbelt pension til systemets folk, og præsident Putin har sikret store stigninger for krigsveteranerne, som inkluderer NKVD-folkene. Det finder jeg lige så rimeligt som at sikre ekstra høje pensioner til tidligere SS-folk i Tyskland. Det er skammeligt og uanstændigt!

Til gengæld gør man på nationalt niveau intet for de tidligere fanger, bortset fra en enkelt ting, hvor præsident Jeltsin gav rehabiliterede fanger fortrinsret i boligkøerne. Regionerne gør lidt, men det er bestemt ikke dem alle. I Magadan giver man 1.000 RUR ekstra pr. måned i pension (220 DKK), hvilket måske ikke lyder af meget, men det rækker dog til en del i Magadan.

Memorial og Solzjenitsins støttefond giver også lidt til de gamle fanger. Pengene går til hjælp til lægelig behandling, tilskud til pensionerne osv., men det er meget små beløb, specielt fra Memorial, der nu er ramt af, at man ikke må modtage penge fra udlandet, og at støtterne i indlandet er bange for konsekvenserne, hvis Kreml ser, at man støtter demokratibevægelsen.

Der er fortsat mange, som ikke kender pårørendes skæbner, og som søger svar. Folk, som er kendt for at skrive om GULAG, får mange breve med nødråb, om de ikke kan hjælpe med at finde informationer om familiemedlemmer. Men her har KGB-obersten, Putin, lukket for mange af de arkiver, som Jeltsin havde åbnet. Derfor er det så blasfemisk, når præsidenten Putin kan sige, at det er vigtigt at mindes GULAG. Hvis han mente det, kunne han vise det i handling!

Historien om GULAG er snart forbi. De sidste overlevende er gamle mennesker og det i et land, hvor levealderen er lav. Der vil selvfølgeligt altid være enkelte, der opnår at blive oldinge, men de vil være så få, at deres historier aldrig kan være repræsentative. Derfor er det NU, at man skal gøre en sidste kraftanstrengelse, for at få interviewet de sidste vidner!