De oprindelige folk var rensdyrfolk, både bofaste (evener) og nomader (jukagier og tjuktier), og fiskere. Ved sjældne lejlig-heder brugte russiske fiskere Nageevobugten som læ for de mange voldsomme storme, der så ofte er i Det Okhoniske Hav syd for det moderne Magadan, men ellers lå regionen øde hen og var frygtet for sit ekstreme klima.

Det første guldfund

I slutningen af 1800-tallet, havde man gjort store guldfund i Jakutien, og i 1910 tog en guldgraver ved navn Boris, af sted en enkelt sommer til Kolyma eller rettere, det antager man. Boris, som vi kun kender fornavnet på, kom tilbage med store guldfund, som han indsatte i banken i Jakutsk.

Kollegaerne var naturligvist ved at revne af nysgerrighed over positionen af fundet, men Boris sagde ikke noget. Først troede de, at han før eller siden ville tale over sig, men Boris forholdt sig tavs. Til sidst opgav kollegaerne og nåede frem til den konklusion, at Boris havde været i en helt anden region, og at der ikke var noget at finde i Kolyma. Alt hvad der er tilbage af Boris i dag, er legenden, men så vidt jeg er orienteret fra de lokale historikere, så er legenden ikke for alvor undersøgt.

Det første sikre fund

I 1922 tabte De Hvide styrker mod Den Røde Hær i Russisk Fjernøsten og den slagne hær trak sig tilbage mod Vladivostok. En af officererne fra denne hær flygtede til området ved Ust Nera (min antagelse) for at opholde sig der en tid, til han senere kunne vende tilbage, uden det ville få fatale konsekvenser for ham.

På sit ophold fandt han store fund af platin (som findes ved Ust Nera og ikke ved Kolyma) og guld og i forventing om, at disse fund kunne redde ham en amnesti, så han kan forblive i Rusland, tog han til Jakutsk og afleverede sit fund til banken i byen og overgav sig til det ny styre. Bortset fra sit navn, Nikolajev og hans fund ved vi ikke hvad der skete med ham. Der var faktisk hvide officerer, der fik amnesti, men det var en absolut undtagelse. Man har ikke aktivt søgt efter hans skæbne, men hans gerning var af en sådan karakter, at vi sandsynligvist ville kende mere til ham i dag, hvis han havde undgået henrettelse.

I disse tidlige år, havde styret i Moskva hænderne fulde med at overleve, men der blev etableret en frivillig indsats for at udnytte guldfundet. Guldgraverne skulle kortlægge Kolymaområdet, anlægge en by og forbinde den med en vej til kysten til byen Okhotsk. "Byen" blev kaldt Boriskin, til ære for den første guldgraver i området, og den blev ikke større end omkring 100 mennesker. "Vejen" var stort set kun en dyreveksel, og den kunne kun benyttes af heste og mulddyr.

I forbindelse med kortlægningen af området opdagede man i 1925 en helt ukendt bjergkæde, Tjerskijbjergene, opkaldt efter en polsk geolog, der var i tvungent eksil i Jakutien i zartiden. Det blev den sidste bjergkæde, som den europæiske "civilisation" fandt på den beboede del af vores klode.

Opgaven var alt for stor for de få frivillige, og i 1928 blev forsøget lukket ned og erstattet med en stor direkte statsstyret kortlægning af Kolyma. Ekspeditionen bestod af en isbryder og to dampere, som var fyldt med geologer, kartografer og hjælpere. Nu skulle ressourcerne i Kolyma for alvor kortlægges og tages i brug. Der omtales ikke noget om fanger på denne ekspedition, men næste fase handlede stort set kun om fanger.

Næste: Dalstrois første år