Lederen var Eduard Petrovitj Berzin, en bolsjevik af den gamle skole og tidligere medlem af Lenins personlige livgarde i Kreml i Moskva.

Antallet af fanger har været stærkt omdiskuteret, men de seneste tal ser ud til at godtgøre, at antallet var betragteligt lavere end tidligere antaget, men dog fortsat uhyggeligt høje. Antallet af fanger i Kolyma ser ud til at være lige under 12.000 ved første årsskifte, men det er ikke det antal, der blev sendt derud, da tallet udgøres af levende fanger.

Vejbyggeriet var ekceptionelt hårdt. Kolyma, det som er Magadanregionen i dag, er et område dækket af permafrost og taiga. Taiga er den urskov, som dækker det meste af Rusland, og som er fyldt med sump i områder med permafrost, da vandet ikke kan løbe væk ned i den altid frosne undergrund.

Sommeren er kort og hektisk. Jeg har selv oplevet tempera-turer langt over 30° C i skyggen, og luften er fyldt med myg i helt ubeherskede mængder. Det er et rent helvede. Fangerne måtte bo i telte midt i sumpen, og for at anlægge vejen, måtte de først fælde skoven og derefter yderligere fælde træer, så de kunne lægge et lag af træstammer, til at holde vejbanen over permafrosten. Gjorde man ikke det, ville vejbanen synke uhjælpeligt ned i isen om sommeren og forsvinde efter nogle ganske få år.

Den første vinter og legender om den

Vinteren 1932/33 omtales som eksceptionelt hård. Fangerne havde endnu ikke fået bygget barakker af træ til sig selv, og de måtte klare sig over vinteren i telte og det uden de varme rensdyrsoveposer, som de få oprindelige folk benyttede sig af. I en af legenderne fra Kolyma fortælles det, at kun halvdelen af fangerne overlevede til den næste sommer.

Selv en normal vinter er meget hård i Kolyma. Inde i landet begynder vinteren allerede i slutningen af august og først i slutningen af maj sætter tøvejret ind. I selve Magadan, der ligger ved kysten, er det en hel del varmere. Nageevobugten fryser til i løbet af december, og først i løbet af april kan man igen sejle forsyninger ind til Magadan uden isbryderassistance.

Snestorme kan opstå uden varsel, og selv i dag bliver adskil-lige indhentet af disse snestorme og mister livet på det. For underernærede fanger uden pålidelige vejrudsigter må det have været ekstremt dødeligt. F.eks. opstår der ofte det fænomen, som englænderne kalder for "white out", hvor sneen er så tæt, at man mister orienteringen efter blot nogle gan-ske få meter. Det fortælles, at i disse situationer var der ingen der gik ud, med mindre de kunne gå langs sikkerhedsliner, så de kunne finde vej tilbage til barakkerne igen. Flere skal være blevet borte for altid, blot på vej ud, for at hente brænde. Deres lig blev først fundet næste forår, når sneen smeltede.

Guldproduktionen nåede sølle 500 kg. rent guld i 1932, og ringvejen i gulddistriktet blev ikke færdig. Berzin må have haft en vanskelig sag over for sine herskere.

Næste: Tiden med Berzin

Anlæggelse af havnen i Nageevobugten var den ene af de tre øverste prioriteter. Arbejdet var vanskeligt, da kysten er stejl, og fangene havde ikke fået moderne udstyr med til at udføre arbejdet.

Den anden opgave var at anlægge selve Magadan by ved den lille flod Magadanka. Floden løber ikke ud i Nageevobugten, og derfor er de to steder adskildt, selvom de i praksis ligger samme sted. Husene blev bygget af træ, som blev fældet i skoven i det selv samme område, hvor byen blev anlagt. Arbejdet var ualmindeligt hårdt og langsommeligt, og fangerne fik ikke bygget barakker til sig selv over den første sommer.

Den vel nok højeste prioritet blev givet til vejbyggeriet. Vejen skulle gå mod nord til guldfelterne, og allerede næste sommer var det planen, at den skulle nå helt til Seimtjan, ca. 900 km. mod nord. Imidlertid er Kolyma et af de vanskeligst tilgængelige områder på denne klode og selv med en ganske enorm indsats, lykkedes det ikke at nå til Seimtjan før sommeren 1937.