En fanges historie

En af fangerne fra denne tid var skuespillereleven, Jurij Lvovich Fidelgolts. Et jødisk navn, men han er russisk ortodoks. Fidelgolts blev i 1948 stukket af en af sine medstuderende for at have skrevet nogle "undergravende" digte i sin dagbog. Hans forældres position som læger for partitoppen sikrede ham, at sagen kom for det normale retssystem, og han fik endda en forsvarsadvokat, som hans forældre betalte for. Dommeren sagde, at det var spild af penge, for en advokat ville ikke hjælpe ham.

Dommen var mild. "Kun" 10 års hårdt straffearbejde i en tid, hvor kvarte og halve var standarden i Sovjetunionen. En kvart var 25 år, og en halv var 50 år.

Fidelgolts kom først til Ozerlag ved BAM-jernbanens vestlige del, men Kolyma havde konstant brug for flere fanger, og guldproduktionen havde højere prioritet end jernbanen. I Kolyma blev Fidelgolts sendt til wolframminerne i Alaskinskaja, lidt nord for Ust Nera i det nuværende Jakutien, ca. 1.300 km. nord for Magadan.

Frigivelse fra minerne

Fidelgolts blev ramt af tuberkulose. Først troede lejrens sygeafdeling, at Fidelgolts simulerede sig syg, for han havde ikke feber. Straffen for at simulere var meget høj. Fidelgolts kunne endda risikere dødsstraf, og under alverdens trusler blev han sendt tilbage til sin barak. Men næste dag hostede han så meget blod op, at sygepasseren troede ham og gav ham diagnosen "scilikose".

Scilikose var defineret som en sygdom, som lejrsystemet havde ansvaret for. Derfor skulle lejren betale for transporten til hospitalet i Magadan, og de skulle sikre, at det havde høj prioritet. Første transport til Magadan var et troppetransportfly. Soldaterne og vagterne sad på stolene, og mellemgangen og gulvet blev tildelt de fanger, der skulle med, herunder Fidelgolts.

I Magadan viste det sig, at han ikke havde scilikose, men derimod tuberkulose. Med denne sygdom, skulle han selv havde klaret sin transport, men hvad der en gang var givet ham, blev ikke taget tilbage.

Behandling af tuberkulose tager mange måneder, men Fidelgolts kom sig og blev henvist til lettere arbejde ved reparationsværftet i Nageevobugten. Men hans helbred var svækket, og han fik derfor lov til at forlade Kolyma i 1953, og han måtte selv vælge, hvor han ville være den sidste tid i lejrene. Han valgte det varmeste sted i Sovjetunionen, han kendte til, ikke langt fra Tashkent i Centralasien.

I 1953 kom Fidelgolts endeligt tilbage til Moskva. Han havde fået amnesti og kunne tage tilbage til sine forældre. Han fortalte at komme til Moskva, var som at komme tilbage som en nyfødt baby. Alt virkede så småt, og alt virkede så nyt. Hans liv var gået i stå som 20-årig, og nu skulle han endelig til at begynde igen, men først skulle han blive rask.

Hans forældre sikrede ham en plads på et sanatorium for højt placerede folk i partisystemet. Under sit ophold, var der en NKVD officer, der gerne ville lære Fidelgolts bedre at kende og spurgte, hvor han kom fra. Det fortalte Fidelgolts, og herefter mistede officeren al interesse for det bekendtskab.

Fidelgolts nød al den gode mad, man fik på sanatoriet. En medpatient gik hen til ham og spurgte, om han ikke måtte sidde ved Fidelgolts bord i kantinen. Han forklarede: "Jeg er her pga. spiseforstyrrelser, og når jeg ser dig spise så meget, så får jeg min appetit tilbage!" Fidelgolts bød ham velkommen, og han blev faktisk kureret for sin spiseforstyrrelse.

Oprør i Kolyma

I slutningen af 1940'erne kom der nye udrensninger, og masser af nye fanger måtte følge den frygtelige vej ud til minerne, men tiden var ikke længere den samme. Hvor de kriminelle tidligere fungerede som hjælpevagter og terroriserede de politiske fanger uantastede, så fandt de politiske nu ud af at afklapse de kriminelle godt og grundigt. De polistiske var heller ikke mere blot fredelige civilister. Mange havde kæmpet ved fronten mod tyskerne, og andre havde kamperfaring som partisaner i f.eks. kampen mod Den Røde Hær for at skabe et frit Ukraine. For disse krigsveteraner var de kriminelle ikke imponerende modstandere. I 1948 blev de politiske og kriminelle fanger endeligt adskilte, omend ikke helt konsekvent, da jeg kender senere eksempler på, at de fortsat var i samme lejr, men disse var undtagelser.

Fanger i straffecellerne kunne finde på at tage vagter som gidsler. Om transitlejren i Magadan fortælles det, at de krimi-nelle overvandt et vagttårn. Vagterne skød med alt, hvad de havde af ammunition mod fangerne, men da maskinpistolerne var tomme, var der fortsat mange fanger tilbage, og vagterne blev lynchede.

En tidligere fange fortalte, at han var med til at identificere 32 meddelere i egne rækker, og i et tilfælde brugte han sin indflydelse blandt de kriminelle til at lade meddeleren overleve, fordi han vidste, at han havde kone og børn. Fortælleren foreslog, at den formastelige i stedet for at blive henrettet skulle have en "dyb barbering", hvilket betød, at de skar både overskægget og overlæben af ham. "Så kunne han derefter selv forklare for sine venner og familie, hvorfor han var kommet til at se sådan ud!" og sådan blev det gjort. De 31 andre blev ombragt.

Næste: Op til 1991