I tiden op til krigen blev Magadan mere "civiliseret". Dalstrois oprindelige hovedkontor af træ, blev udskiftet til en ny stor stenbygning. Den lille klub for NKVD-folkene blev udskiftet til et rigtigt teater. Lejrene inde i landet blev forbedret, og mange af landsbyerne i området i dag, består af bygningerne fra denne tid (som sluttede glidende i årene 1953-57).

Man kan ikke sige, at forholdene nåede niveauet for tiden under Berzin. Dødeligheden var høj gennem hele Dalstrois historie, men den tilfældige terror blev mere undtagelsen end reglen.

Da Sovjetunionen blev tvunget ind i krigen i 1941, i øvrigt få måneder efter at de havde forhandlet med Nazityskland om at fordele Det Britiske Imperium mellem sig, ophørte tilgangen af fanger til Kolyma. Samtidigt ophørte også fødevareforsyningerne, og udbyttet fra kollektivbrugene i Kolyma var beske-dent. Fangerne døde i stort tal over den første krigsvinter 1941/42, og Molotov måtte f.eks. inskærpe, at fangerne skulle behandles bedre. Ikke af humane årsager, men simpelthen for at opretholde produktionen. Hvorfor lige Molotov, der var udenrigsminister, skulle blande sig i denne sag, forstår jeg ikke, men jeg er i besiddelse af en kopi af hans ordre.

Produktionen af guld faldt til et noget lavere niveau end tidligere. Det kom nogenlunde stabilt til at ligge omkring 60 tons rent guld om året.

For fangerne betød krigen efter et dekret fra Stalin, at ingen kunne blive frigivet, før krigen var forbi. En enkelt fange, Vladimir Petrov, var heldig og kunne fortælle, at han var blevet frigivet dagen før krigsudbruddet, og han med nød og næppe klarede sig fri for at blive sendt tilbage til lejrene.

Lend- Lease forsyninger

Låne- Lejeaftalen mellem USA og Storbritannien blev hurtigt udvidet til også at indbefatte Sovjetunionen. Iflg. Churchills erindringer gik der nogen tid, før man kunne organisere leverancerne fra USA. Hvornår dele af disse forsyninger finder vej til Kolyma for første gang, vides ikke, men som krigen skred frem, blev amerikanske forsyninger en vigtig del af alle forsyningerne til området. For fangerne betød det, at de jævnligt fik hvidt hvedebrød, som de talte drømmende om mange år efter krigen.

I en novelle fortalte Varlam Shalamov, at de to første Cata-pillar bulldozeres første opgave, blev at grave massegrave i permafrosten. At bulldozere er brugt til dette, har jeg hørt flere steder, men oprindelsen kan være selv samme novelle. Det fortælles også, at de sultne fanger spiste den medleverede smøreolie, og her har jeg talt med en fange, der selv har spist smøreolie.

Et andet vidunder, der kom til Kolyma, var en guldgravemaskine. Der er tale om en kæmpe maskine, nærmest en flydende fabrik, og den blev leveret i trækasser. En fange, der både var ingeniør og i stand til at forstå engelsk, blev sat til at lede en gruppe fanger til at samle den. Processen lykkedes og maskinen er fortsat i brug. En af de lokale fortalte i 2007, at den har nr. 170. Det er ikke det nummer den iflg. beretningerne fik oprindeligt, men man gav den et højt nummer, for at indikere for amerikanerne, at sådanne maskiner havde man skam mange af i forvejen. Senere kopierede man maskinen, og da operationen var på sit højeste, var der lige over 50 af dem i brug omkring Susuman. I dag (november 2007) er der otte tilbage i brug, hvoraf den oprindelige amerikanske er en af dem.

I 1944 kom USAs vicepræsident Henry Wallace på besøg. Han skulle angiveligt kontrollere brugen af Låne- Lejeforsyningerne i Russisk Fjernøsten og Asien (dvs. også Mongoliet og Kina), men i hans sin bog om rejsen, skulle den mere handle om at opnå et mere venskabeligt forhold til Sovjetunionen, som til tider var ganske anstrengt under krigen.

Forberedelserne til Wallace' besøg var kolossale. Wallace' fly, en Douglas C54 Skymaster, var for stort til flere af lufthavnene, men de blev udvidet før Wallace' besøg. Værterne forklarede Wallace: "Vi skulle gøre det alligevel, da vi selv er ved at udvikle fly af den størrelse." Lejrene fik fjernet deres pigtråd i de områder, hvor Wallace passerede, og fangerne blev gennet væk fra byer, hvor Wallace landede. I selve Magadan holdt man fangerne inde i kulturhuse, haller m.m. og viste dem film non-stop til Wallace forlod byen.

Wallace, der var farmer, før han blev vicepræsident, skulle se Kolymas kollektivlandbrug. Iflg. folkloren var det NKVD folkenes børn, der blev sendt ud for at optræde som farmere. En historie fortæller, at Wallace skulle have spurgt om, hvordan man passede svin på et af landbrugene. Svinepasseren skulle være kommet med et komplet tåbeligt svar, men tolken reddede angiveligt situationen, så svaret gav mening for en landmand. Hagen ved den historie er, at iflg. Wallaces egen bog, så forstod han russisk. En lille dansk vinkel på Wallace' besøg er, at det var Israel Rachlin, Samuel Rachlins far, der holdt festtalen for Wallace, da han var i Jakutien efter at have været i Magadan.

Wallace skrev begejstret om det, han så. I sin bog mente han endda, at USA kunne lære meget af folk som Nikishov og det på trods af de rapporter, som Churchill skulle have sendt til USA om Stalins lejre, herunder Kolyma. Churchill havde sin viden fra polakker, som Stalin havde frigivet fra lejrene, og som havde fået lov til at rejse til Storbritannien. Måske vidste Wallace ikke bedre, men så kan man som et minimum anføre, at han forsøgte heller ikke at vide bedre, og det må for evigt brændemærke hans handling. Wallace var dog stor nok til at undskylde sin bog og at trække den tilbage fra markedet. Den er derfor meget vanskelig at opdrive i dag, men nærværende forfatter er i besiddelse af den.

Næste: De sidste GULAG år