Set i historisk perspektiv har straffesystemet altid været drakonisk i Rusland. Ivan Den Grusomme lod sine tropper myrde løs i Nishnie Novgorod i mange dage, hvor kun en beskeden del af hele byen overlevede. Årsagen var, at han troede, at de lokale fyrster ville overgive deres by til Polen, som dengang var en stormagt.
At sende politiske modstandere til fjerne egne af dette kæmpe rige, som dog ikke var så stort under Ivan Den Grusomme, er også en gammel tradition. Da man talte om Det Moskoviske Rige (Ivan Den Grusomme), havde man allerede i mange år sendt politiske modstandere i eksil til Solovkiklosteret midt i Hvidehavet nordøst for Sankt Petersborg.
Zartiden i perspektiv til Sovjetunionen
Da George Kennan besøgte de russiske fængsler og arbejdslejre for politiske fanger i 1885-86, var han forfærdet over forholdene. Og dog lyder det "mildt" i forhold til tiden efter Oktoberrevolutionen:
Den første forvisning til Sibirien blev beordret af Zar Boris Gudonov. De kirkeklokker, der signalerede angrebet mod Zarevich (kronprins) Dimitrij, skulle i 1593 for evigt sendes til Sibirien (Tobolsk). Da man ophævede eksilsystemet "for altid" i 1890-erne, var disse klokker de første, der symbolsk fik lov til at komme tilbage til Uglich, hvor de kom fra. Der er de fortsat, men eksilsystemet blev genindført i 1905 for mennesker. Billedet er fra Tobolsk 1885. Radering efter foto af George A. Frost.
Fangerne fik løn af staten, også selvom de ikke arbejdede. De skulle selv betale for deres mad og forplejning ud af deres løn og selvom det var barske forhold, var det dog nok til at overleve.
Rejsen til Sibirien foregik til fods i det, man kaldte for etaper. Typisk var en etape ca. 40 km., og når fangerne havde penge betød det, at der den dag i dag er ca. 40 km. mellem hver landsby langs Den Transsibiriske Jernbane. Hver anden nat skulle fangerne være under tag og efter hver seks etaper, skulle der være mindst en hviledag, og her skulle fangerne have bad. Mange af disse etapefængsler eksisterer den dag i dag og benyttes som normale fængsler.
Det (dengang) moderne fængsel i Aleksandrovski, ikke langt fra Irkutsk i Østsibirien. Disse celler blev regnet for "gode" og forholdene var et "forbillede". Dette "moderne" fængsel er sandsynligvist fortsat i brug, da der kun er bygget meget få fængsler i Rusland siden zartiden. Billedet er fra 1885. Radering efter foto af George A. Frost.
En politisk straffet i eksil nord for trægrænsen ved bredden af Jeniseifloden i Centralsibirien. Fridtjof Nansen tog dette billede på hans rejse med damperen "Correct" i 1913, hvor eksilsystemet for længst var genindført. Forholdene varierede en del i forhold til den lokale administration. Foto: Fridtjof Nansen.
Fangerne fik lov til at tage deres koner med i eksil, og staten betalte for deres rejse. Vagtmandskabet var forpligtet til at sørge for transport af konerne, typisk med hestevogn eller slæde.
Ovenstående var frygteligt, men dog intet i forhold til det som fulgte. Man kan altså ikke sige, at Zarrusland var et "moderat", endsige frit samfund, heller ikke når man tager hensyn til tiden og sammenligner med andre landet.
Det er således en helt forkert konklusion, hvis man påstår, at zartiden var "god". En revolution var ganske berettiget, men resultatet var direkte tragisk og trak sig sine blodige spor over hele verden helt op til i dag.
Næste: GULAGs oprindelse
