I 1996 sad jeg sammen med Jagodnoes borgmester og en gammel kone lige før indvielsen af det lille monument ved dødslejren Serpantinka, ca. 50 km fra Jagodnoe. Den gamle kone fortalte, hvordan hendes forældre en morgen i 1939 blev hentet af NKVD-soldater og blevet bragt derud og henrettet. Det var mit første møde med et af ofrene for Stalins forbrydelser, og det gjorde et uudsletteligt indtryk.

Baggrund

Jeg er først og fremmest autodidakt. Jeg har, fra jeg var ganske lille, altid interesseret mig for historie og politik, og som jeg er blevet ældre er den interesse kanaliseret mere og mere over på menneskerettigheder med fokus på lejrene i Kolyma.

At være autodidakt gør det naturligvist vanskeligt at dokumentere sin seriøsitet. Men se på denne hjemmeside og læs indholdet og så vurder selv, om der er tale om seriøst arbejde. Memorial (Link), græsrodsorganisationen til støtte for men-neskerettigheder i Rusland, har taget sit standpunkt og støtter mig helhjertet. Professor Adlis ved universitetet i Magadan anser mig for at være seriøs. Det samme gør mange andre i Rusland, og de må være bedste til at vurdere, om jeg kender historien for deres eget land.

Interessen for Kolyma

At jeg befandt mig i Kolyma, som beskrevet ovenfor, skyldes, at jeg ville sætte en cykelrekord. Jeg ville være den første, der krydsede hele Rusland på cykel, for så vidt at der eksisterer et vejnet. Jeg fik sat min rekord, og jeg er glad for den, men som rejsen udviklede sig, fortonede begejstringen for rekorden sig mere og mere til fordel for min interesse for Ruslands historie og befolkning.

Motivationen bag dette projekt

Cyklen var en fantastisk måde at komme ind på livet af de lokale på, og det skabte meget omtale i russiske medier (og en del i Danmark også). Normalt skulle cykling ikke have noget med historieforskning at gøre, men uden at vide det var min rekord en meget sovjetisk ting at foretage sig. Det har efterfølgende åbnet en masse døre, som jeg aldrig ville være kommet indenfor på andre måder. Det har endda fået systemets egne folk til at tale med mig om deres erfaringer fra styringen af lejrsystemet.

Motivationen bag dette projekt

Jeg har set resultatet af diktatur og undertrykkelse på nærmeste hold, og i takt med at jeg har arbejdet mere og mere med Kolymas historie, er der mange som håber, at jeg kommer til at fortælle om deres historie. Det er deres håb, at deres lidelser, som end ikke er forbi i dag, ikke bliver glemt. Jeg føler dette som et kæmpe ansvar.

De tidligere fanger har naturligvist min største fokus, men jeg har også fokus på systemets folk. Forstår man ikke systemet, er det sørgeligt lidt, man kan lære af historien. Det er forståelsen af ofrenes historie, der må være motivationen for at modvirke gentagelser af historien, men det er gennem forståelsen af systemet og dets attraktion, at man kan forstå, hvordan man kan bekæmpe det.

Vi må alle gøre en indsats mod diktatur og ekstremisme. Hver især kan vi måske ikke gøre meget. At jeg forsker i Kolymas historie vil f.eks. ikke ændre hele verden, men lidt indvirkning vil jeg tro, at det har, og det er den indsats, jeg personligt kan udføre.

Tænk over, hvad du kan gøre og så gør det! Tag altid demokratiet i forsvar og sæt aldrig din stemme på ekstremistiske partier. Og så vil jeg være glad, hvis du også vil støtte mit arbejde.

Næste: Sponsorer

Jens på vej over en af de mange små floder, der krydser vejen mellem Magadan og resten af Rusland. Foto: Jens Alstrup 2007.

Da jeg var i fin form og på vej ind i Sibirien fra Russisk Fjernøsten. Cyklingen gav mig en plads i Guiness Rekordbog 1999, som den første, der har krydset hele Rusland på en cykel. Det har givet mig en masse referancer og kontaktpersoner, der har været mig til gavn i dette projekt, som ellers intet har med cykling at gøre. Foto: Jens Alstrup, 1997.